Sundhed er et højt prioriteret velfærdstema, og sammen med ældrepleje og folkeskole vil det med stor sandsynlighed også være det til efterårets kommunal- og regionsvalg.

I international sammenhæng er det danske sundhedsvæsen på mange områder velfungerende, men væsenet er under forandring, ja ligefrem transformation, udfordringerne er nemlig talrige.

Vi står over for det faktum, at den gennemsnitlige levealder er øget med deraf følgende flere ældre med forskellige sygdomme. Og ressourcerne er pressede både økonomisk - på grund af behovet for flere undersøgelser og behandlinger samt af nye og dyre behandlingsmuligheder -og fordi personaleressourcerne er truet i form af mindre tilgang.

Man taler om den dobbelte demografiske udfordring. Sundhedsvæsenet må derfor forandres, så det kan honorere både forventninger og ændrede vilkår.

I dag er der færrest læger dér, hvor folk er mest syge, og der mangler ofte en sammenhæng og en rød tråd i patientforløb på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger. 

Med den erkendelse har man politisk med "Aftale om Sundhedsreform" udstukket rettesnore og sigtepunkter for fremtidens sundhedsvæsen. Her tales bl.a. om flere praktiserende læger, udvikling af kronikerpakker til patienter med kronisk sygdom og mere behandling i eller tæt på eget hjem.

Og som noget nyt skal der etableres 17 politiske sundhedsråd med det formål at opbygge sundhedstilbud tættere på borgerne og sikre bedre sammenhæng på tværs sygehuse og de øvrige kommunale og regionale dele af sundhedsvæsenet.

Reformen tilstræber kort sagt mere sundhed på tværs, hvor sundhedsrådenes evne til at facilitere og håndtere arbejdet får afgørende betydning for, om man når i mål.

Hvert sundhedsråd forventes at vedtage en nærsundhedsplan, som med afsæt i den nationale og regionale sundhedsplanlægning skal beskrive en omstillingsproces og udbygning af det nære sundhedsvæsen. Så lad os neden for kort beskrive et par oplagte elementer til en sådan plan med sigte på mere sundhed på tværs.

En væsentlig præmis er, at udviklingen i den ønskede retning ikke forudsætter store ekstrabevillinger; udviklingen kræver snarere en ændring i kultur og mindset.

Sygdom starter og slutter som regel uden for hospitalerne, og en af de mest fundamentale ændringer, som sundhedsvæsenet står over for, er skiftet fra en reaktiv behandling af patienter til en proaktiv strategi med populationsansvar som kerne. 

Det nuværende system er primært designet til at håndtere akut opståede helbredsproblemer og kroniske tilstande gennem specialiserede og standardiserede behandlingsforløb. Selvom den tilgang historisk set har givet resultater, er den ikke bæredygtig i lyset af de demografiske, økonomiske og sociale udfordringer, der tegner fremtiden.

At tage populationsansvar indebærer en radikal omlægning af sundhedsvæsenets prioriteringer. Fokus flyttes fra alene at behandle sygdom til at fremme sundhed og forebygge sygdom på tværs af hele befolkningen.

Det kræver bl.a., at ressourcer og kompetencer i højere grad anvendes til risikostratificering af målgrupper, tilrettelæggelse af målrettede forebyggelsesprogrammer og skabelse af sammenhængende patientforløb, der tager højde for borgerens samlede behov.

Transformation kræver ikke bare nye metoder, men som sagt også et fundamentalt nyt mindset blandt sundhedsvæsenets aktører. 

Den traditionelle opfattelse af sundhedsvæsenet som en række siloer, der leverer specialiserede ydelser, må afløses af en forståelse af sundhedsvæsenet som en del af et bredere økosystem.

Sundhed og trivsel påvirkes af mange faktorer uden for sundhedsvæsenets snævre rammer – fra social ulighed og boligforhold til miljøfaktorer og uddannelse. En effektiv strategi for populationssundhed kræver derfor tæt samarbejde med andre sektorer, herunder kommuner, skoler, arbejdspladser og private aktører.

Det kræver også, at sundhedsvæsenets aktører ser hinandens kompetencer og ser hinanden som enheder, der er gensidigt afhængige i forhold til at løse udfordringerne med det øgede pres. Indsatser ét sted kan potentielt afhjælpe behovet i andre dele af sundhedsvæsenet.

Denne bredere tilgang til sundhed forudsætter også en ændring i incitamentsstrukturerne. 

I dag belønnes sundhedsvæsenets aktører for at behandle sygdomme frem for at forebygge dem. En ny strategi må sikre, at aktører på tværs af sektorer har fælles mål og incitamenter til at fremme sundhed og reducere ulighed i sundhedstilstanden.

Det betyder, at sundhedsvæsenet i stigende grad skal måles på resultater som forbedret populationssundhed, reduceret social ulighed og øget livskvalitet – ikke bare på aktivitetsniveauer og behandlingsmængder.

Med sigte på at forebygge sygdom bredt i befolkningen er strukturel forebyggelse mest relevant, sådan som Vidensråd for Forebyggelse anbefaler, idet den både kan betale sig, er effektiv, og effekten er vedvarende. 

I "Aftale om Sundhedsreform" omtales strukturel forebyggelse, idet man via en kommende folkesundhedslov vil adressere emnet.

Som eksempel nævnes det, at det handler om at skabe samfundsmæssige rammer og vilkår, der fremmer et godt helbred både fysisk og mentalt. Det kan f.eks. være gode rammer for motion og bevægelse, og det kan også være røgfri miljøer eller partnerskaber om trivsel og sundhed med lokale ungdomsuddannelser, hvor der arbejdes systematisk med at skabe sunde vaner, inkluderende fællesskaber og god alkoholkultur.

Populationsansvar og strukturel forebyggelse spiller naturligt sammen. Hvis der for alvor skal skabes værdi ad den vej, er det til gengæld vigtigt, at sundhedsrådene prioriterer opgaven; der er tilstrækkelig viden om, at det virker, men vi venter på handling.

Skiftet mod en ny strategi og et nyt mindset er ikke kun nødvendigt, men også en mulighed for at redefinere sundhedsvæsenets rolle i samfundet.

Der er imidlertid fortsat brug for forskning, der kan skabe ny viden til gavn og glæde for syge borgere. Men forskning tager tid, og resultaterne risikerer at miste aktualitet og relevans, når de endelig foreligger.

Også her kan der skabes mere sundhed på tværs, hvis forskere og behandlere på tværs af sundhedsvæsenet arbejder tættere sammen om både at skabe ny viden, at formidle den nye viden til medarbejderne og hurtigt at anvende den nye viden.

Det er Human First et eksempel på. Her arbejder Region Midtjylland, Aarhus Universitet, VIA University College og regionens 19 kommuner sammen om forskning, udvikling og uddannelse, så patienter (og væsen) hurtigt får ny viden om, hvordan man f.eks. behandler patienter med svær hjernerystelse, hvordan man får flere patienter med hjertesygdom til at deltage i optræning, og hvordan man tilrettelægger en uddannelse, så man honorerer og trives med arbejdsbetingelserne efter uddannelse.

I international sammenhæng er Human First enestående, og rationalet med at skabe mere sundhed på tværs flugter den udvikling af sundhedsvæsenet, der allerede er i gang, og hvor tempoet vil blive øget i de kommende år.

Human First demonstrerer, at det ved tæt samarbejde på tværs af sundhedsaktører er muligt at skabe mere sundhed, også uden store bevillinger.