Mental sundhed for børn og unge
På indsatsområdet samarbejdes der om fælles initiativer, der skal løfte den samlede indsats i sundhedsvæsenet over for børn og unges mentale sundhed.
Ambitionen
Børn og unges trivsel er en "vild" problemstilling, der kalder på multifacetterede refleksioner og indsatser i nære samarbejder mellem organisationer og sektorer.
Vejen til et godt børneliv (og udgangspunktet for et lige så godt voksenliv) kan være belagt med store og små bump på vejen og sten i skoen. Et godt børneliv er mangfoldigt og det er derfor nødvendigt at diskutere diversitet og grænserne for det normale i en verden, hvor fællesskaber, kommunikation, forklaringsmodeller, forventninger og værdier er under hastig udvikling.
Udfordringen
Der er ingen hurtige løsninger, hvis vi skal skabe trivsel hos børn og unge. Men det er en forudsætning for succes, at vi kan nuancere trivselsbegrebet, at vi kan beskrive de samfundsmæssige og teknologiske udviklinger, der aktuelt påvirker børns trivsel, og at vi kan skabe en konstruktiv dialog om fremtidens gode (og sunde) børneliv på tværs af såvel sociale som geografiske vilkår.
Trivselsdogmerne tager udfordringen op ved at udfore kommuner, organisationer og region til at tale om det gode børne og unge liv, fremfor alene at have fokus på børn og unge i mistrivsel.
Ved at arbejde med Trivselsdogmerne som fundament er ambitionen at udvikle forsknings- og udviklingsmiljøer der:
- Skaber og/eller bidrager til en konstruktiv og positiv dialog mellem relevante aktører og interessenter om børns trivsel med fokus på normalitet, diversitet og meningsfulde fællesskaber
- Udveksler konstruktive erfaringer og læring om børns trivsel og det gode børneliv
- Skaber en konstruktiv og positiv formidling vedrørende normalitet og børns trivsel med fokus på normalitet, diversitet og meningsfulde fællesskaber i det offentlige rum
Trivselsdogmerne
Vi arbejder for børns trivsel ved at:
- fremme børns mulighed for at udvikle sig – fysisk og mentalt
- fremme børns mulighed for at føle sig som en del af fællesskabet
- udvikle børns robusthed
- undersøge nysgerrigt hvad der skal til for at trives på tværs af vilkår og kontekst
- inddrage familier og fagprofessionelle i vores arbejde og skabe initiativerne sammen
- skabe konstruktiv erfaringsudveksling om børns trivsel på tværs af interessenter og aktører
- formidle konstruktivt og nuanceret om børns trivsel